Papyrus

Papyrus, papyrusplanten, Cyperus Papyrus, fandt i oldtiden mangfoldig anvendelse i Ægypten og var en af landets vigtigste frembringelser. Marven tjente til føde, såvel kogt som rå. Toppen med blomsterdusken sattes ofte i de buketter eller kranse, hvormed man prydede templer og huse. Den træagtige vandret løbende rodstok eller mellemstok, hvorfra stængelen skyder op, afgav materiale til alle slags redskaber og lignende, ligesom den også brugtes som brændsel. Af stængelen tilberedte mand det berømte skrivemateriale, der bærer plantens navn, men dette var ikke dens eneste anvendelse. Stænglerne skares ofte op i hele deres længde, tørredes og flettedes sammen på forskellig måde. Man fik deraf tovværk, skibssejl, bakker, kurve, ja hele både, hvormed man kunne sejle på både kanaler og selve Nilens hovedløb. Man dannede også sandaler af Papyrus, ja endog klædningsstykker. Da dyrkningen af den ægte papyrus var underkastet visse indskrækninger, ja endog, i alt fald i visse tidsrum, var et regale, er det rimeligt, at andre arter af cypergræsser, særlig Cyperus dives, har tjent som erstatning ved forarbejdelsen af de omtalte genstande, kun ikke som skrivemateriale. Cyperus dives vokser nemlig endnu den dag i dag i Ægypten, hvorimod den ægte Papyrus (Cyperus Papyrus) nu synes at være omtrent forsvundet. Den ægte papyrus er desuden næppe oprindelig hjemmehørende i Ægypten. Dens stammeland er Abyssinien og det sydligste Nubien. Herfra er den i ældgammel, vistnok alt i forhistorisk tid, blevet indført i Ægypten, hvor den derpå i mange tider fandt et hjem. Man forsøgte i øvrigt at dyrke den andre steder, således i Syrien (hvor der forekommer en varietet af papyrus, Cyperus syriacus) og på Sicilien, hvor den arabiske forfatter Ibn-Haukal i 10. århundrede så den vokse. Papyrus dyrkedes her blandt andet i en flod ved Palermo, der efter papyrus fik navnet Papireto, men fra 13. århundrede havde dyrkningen tabt sin betydning, og 1591 var papyrus her helt forsvundet. Floden tørrede nemlig dengang væk. Strabo fortæller, at romerne fik papyrus fra søer i Etrurien, blandt andet fra Trasimener-søen, men derom vides intet nærmere. Der var vistnok fabrikker for tilvirkning af Papyrus i Italien, men disse fik rimeligvis råmaterialet fra Ægypten. Papyrus kom tidlig i brug blandt grækerne, indført fra Ægypten. Herodot taler herom (vers 58). Af en indskrift i Athen fra 407 ser man, at 2 ark papyrus der kostede 4 obol. Papyrus fra Ægypten anvendtes efter Alexanders tid som skrivemateriale vistnok overalt, hvor græsk civilisation var trængt frem, ikke blot mod øst, men også mod vest til Sicilien og Italien. Skrivematerialet kaldtes gerne charta. Da Eumenes 2. (197-158) ville gøre sin hovedstad Pergamon til et litterært og videnskabeligt centrum, i lighed med Alexandria, lagde Ptolemæerne af misundelse hindringer i vejen for udførselen af papyrus, hvad der førte til, at man i pergamon opfandt pergament eller rettere forbedrede behandlingen af skind til skrivemateriale. Om den forskellige anvendelse, papyrus fandt i det daglige liv i oldtidens Ægypten, giver Theofrast (IV, 10) gode oplysninger. Om selve fabrikationen af papyrus til skrivemateriale finder man hos Plinius i hans naturhistorie (XIII, 11-13) udførlige meddelelser, der dog desværre i det enkelte ikke er helt tydelige, rimeligvis fordi teksten flere steder er forvansket. Hovedsagen er dog klar. Stængelen af papyrus skæres op på langs med en skarp kniv eller lignende, hvorpå strimlerne, der alle måtte være lige store, lagdes ved siden af hinanden på et bræt , så at de dannede et Scheda, hvorpå man lagde andre, kortere strimler tværs over i ret vinkel. Om denne proces bruger Plinius udtrykket texere. Derved fremkom ark (plagula), der lagde i nilvand, som rimeligvis var opvarmet. Lagene klistrede sig nu sammen, som det synes ved den klæbrige saft, som fandtes i planten, og som ved vandet droges ud af den.